Særligt sensitive

Lær at gøre din særlige sensitivitet til en styrke der beriger dit liv.
Omkring hvert femte menneske har et nervesystem, der er mere fintfølende end andres. De optager og bearbejder påvirkninger på en mere detaljeret og nuanceret måde og opfatter indtryk, følelser og stemninger, som andre måske ikke lægger mærke til.

På grund af den høje grad af følsomhed, er særligt sensitive mennesker i større grad disponerede for at føle sig udmattede, angste, deprimerede og stressede. Hvis vi ikke er bevidste om vores sensitivitet, og lærer at håndtere den, bliver både krop og sind alt for nemt overbelastet af den enorme mængde af indtryk de optager og søger at bearbejde.
 
Når vi derimod bliver bevidste om vores sensitivitet, og lærer den at kende som en vigtig del af vores personlighed, kan vi udnytte den mangfoldighed af ressourcer som den rummer, og bruge den konstruktivt. På denne måde kan kendskabet til følsomheden vendes fra en oplevelse af måske at have følt sig skrøbelig eller svag, til at blive en styrke og kvalitet, som kan berige vores liv både arbejdsmæssigt og privat.
 

Det får du ud af behandlingen

I behandlingen vil vi arbejde med både de kropslige, mentale og følelsesmæssige aspekter ved den særlige følsomhed, og herigennem styrke fornemmelsen af eget værd og evnen til at leve et nuanceret, rigt og glædesfyldt liv. Ikke på trods af, men netop på grund af den særlige sensitivitet.