Tendensen til at hvile vores opmærksomhed i fortid eller fremtid, er den største medvirkende faktor til tilstande som stress, angst, uro og depression. Når vi mediterer, øver vi os i at være tilstede her og nu. Gennem denne træning, skaber vi mulighed for at leve et liv i glæde, ro, nærvær og balance.
Meditation betyder ’at være med det som er’. Dette vil sige, at være nærværende med det, som fra øjeblik til øjeblik, præsenterer sig for os i form af tanker, følelser, oplevelser og fornemmelser, uden at vurdere kvaliteten af det.
Dette er, for de fleste af os, en udfordring, idet vores sind har tendens til konstant at vurdere, sortere, finde løsninger og forbedringer til de stimuli, som vi møder. Ydermere, er de fleste af os, på baggrund af vores samfunds struktur, vokset op med en hovedvægt af opmærksomhed på vores sinds udvikling og evne til intellektuelt at navigere os gennem vores liv. At have disse evner er vigtige, og hjælper os til at være rationelle, planlægge og tænke logiske tanker omkring vores liv og situation. Indtager denne evne imidlertid størstedelen af vores tilgang til livet, skabes en ubalance.
Evnen til at være med det som er, være i nuet, er imidlertid, for de fleste af os, kun i mindre grad udviklet, og for mange bliver det på et tidspunkt i vores liv præsent, at denne dimension mangler. Det kan for eksempel give sig til udtryk i en fornemmelse af, at ‘noget bare mangler’, uden at kunne sætte fingeren på hvad det er. Eller det kan være en følelse af angst, håbløshed eller manglende fornemmelse af mening i vores liv.
At kunne vælge at være nærværende med det som er, giver os en følelse af tilfredshed og glæde ved livet. At alt er lige, som det skal være. At det hele nok skal gå. En oplevelse af ro, rummelighed og soliditet, som kan bære livets krusninger og det hastige tempo det foregår i, uden vi bliver væltet af pinden.
Meditative teknikker er derfor af stor værdi som medspiller i et kropsterapeutisk forløb, hvor teknikkerne kan bruges til at øge tilstedeværelsen i kroppen og dermed livet her og nu, og skabe rum for, at en givende og glædesfyldt forandringsproces kan finde sted.
Den meditative praksis kan udføres på et utal af forskellige måder og Pernille Nejst vil, i samarbejde med klienten, finde frem til den teknik, der passer klientens personlighed og livsstil bedst.
Fordele ved at kombinere meditation og afspænding
Kombinationen af meditation og afspænding er unik, idet vi ved at kombinere metoderne optimerer mulighederne for at opnå det vi gerne vil.
I virkeligheden kan det være svært at adskille de to metoder fra hinanden, men groft set arbejder vi med vores tanker og følelser når vi mediterer og med vores krop når vi afspænder.
Men da vores krop, sind og psyke fungerer i en konstant vekselvirkning, og herved påvirker hinanden både positivt og negativt, vil for eksempel en afspændt krop give sig til udtryk i rolige eller positive tanker, og omvendt vil vores tanker eller sindsstemninger påvirke vores krops fysiske spændingsmønstre. På denne måde hjælper afspændingen os med at meditere, og meditationen hjælper os til at spænde af.
Metoderne understøtter og komplementerer altså hinanden, og giver os nuancerede muligheder for at inddrage hele vores personlighed i processen.
Ved at udfylde formularen, giver du dit samtykke til at modtage mit nyhedsbrev.
Send mig en besked om dit ønskede hold og evt. tilføj en besked. Så får du besked blandt de første når der opstarter et nyt.